Gå til indhold
©  Foto:

tandhJUL PÅ INDUSTRIMUSEET

Kom i julestemning på Industrimuseet

TandhJUL PÅ INDUSTRIMUSEET er et spritnyt juletilbud til museets gæster – med dybe rødder i traditionerne. I to weekender, 3.-4. december og 10-.11. december, åbner Industrimuseet dørene for hygge og samvær mellem generationerne.

Der er i år ekstra opmærksomhed på aktiviteter for børn i alle aldre. I Fabricate_Now-værkstedet kan du nemt lære at programmere små robotter til at løse juleopgaver. Der bydes på forskellige skattejagter, så alle museets hjørner besøges. I Nimbus-museet kan børn være heldige at prøve at sidde på en motorcykel og så er Industrimuseets nye, flotte legeplads åben for leg og spas.

Udstillingerne på hele Industrimuseet er traditionen tro pyntet fint – især de små arbejderboliger og butiksgaden fra 1950’erne er velbesøgte -, der er levende musik, juletræssalg, noget godt til ganen og museets mange frivillige vil nyde at snakke med dig om deres forskellige interesseområder og juletraditioner.

Industrimuseet byder også på to nye udstillinger. I ”Det moderne Danmark” får du en oplevelsestæt, kort introduktion til Danmarks industrialisering gennem lyd, lys, genstande, fotos og hologrammer. Særudstillingen ”I skyggen – de første kvindelige fotografer” viser historien om de første kvindelige fotografer fra Danmark, Island og Færøerne. Her træder de ud af deres mandlige kollegers skygge, og indtager deres berettigede plads i historien.

#kystlandet: