©  Foto:

Lej en hytte i skoven

Godt gemt i skoven i Slagballe Bakker ligger denne unikke overnatningsmulighed for naturelskeren. Her kan du opleve primitiv overnatning på den lækre og komfortable måde, når du booker en lille hytte og et anneks midt i naturen.

Primitiv hytte og anneks med formidabel placering

Umiddelbart øst for Karlsø og Bryrup Langsø ligger det skovklædte Slagballe Bakker. Her, i naturskønne omgivelser, ligger en lille hytte godt gemt i skoven, der kan bookes af private for 1 enkelt nat og opefter. Når du træder ud ad døren i hytten, er du bogstavelig talt midt i naturen, som har et rigt dyreliv. Området byder på gode vilkår for outdoor-aktiviteter af enhver slags – fra vandreture i Søhøjlandets smukke natur til fiskeri, badning og sejlads i søerne.

Her kan du virkelig få følelsen af at være alene i vildmarken og nyde skovens helende ro.

 

Her kombineres det primitive med komfort

Når du booker overnatning hos Lej en hytte i skoven, får du både adgang til en mindre hytte og et lille anneks. Det er indrettet hyggeligt og moderne med komfortabel seng og alle de faciliteter som du har brug for, men der er ingen strøm eller vand indlagt. Derfor kommer strøm fra powerbanks og batterier, mens vand kan hentes ved vejen. Køkken, bruser og varmeovn kører på gas.

Den 21 m2 store hytte er udstyret med en god 1½ seng samt en sovesofa. Der er flere stole og gode opholdsmuligheder samt et lille spisebord med plads til to personer. Køkkenet har gaskomfur og alt det nødvendige køkkengrej. En brændeovn gør det muligt at varme hytten op. Der er desuden god plads til opbevaring i skabe.

Det lille anneks har en sovesofa med tilhørende topmadras, der giver mulighed for ekstra/opdelt overnatning.

Udendørs er der toilet, udebad, 2 bålpladser og udekøkken meden stor terrasse med udepejs, kulgrill, pizzaovn og 2 gasblus. Her kan du nyde at lave mad midt i alt det grønne, når vejret tillader det.
10 minutters gang fra hytten findes Karlsø, hvor der er både en jolle og vandcykel, der frit kan benyttes i sommerhalvåret.

 

Priser og booking

Hytte og anneks bookes samlet og er tilgængeligt året rundt.

På Lej en hytte i skovens hjemmeside kan du få overblik over tilgængeligheden i kalenderen samt se priser. Booking sker ved kontakt pr. mail eller telefon.

Lagner, håndklæder, kaffe/te samt fuldt opladte powerbanks og batterier m.m. er inkluderet i prisen. Der er desuden brænde, basistoiletartikler og krydderier. Og så er der desuden foder til rådyr, ræve og fugle, så du kan invitere det lokale dyreliv helt tæt på.

 

Oplevelser i nærheden

Slagballe Banke ligger midt mellem Bryrup og Brædstrup i Bakkelandet/Søhøjlandet. Brædstrup er en hyggelig lille handelsby med gode spisesteder og aktiviteter. I Bryrup kan du prøve Veteranbanen Bryrup/Vrads og køre i lokomotiv gennem smuk natur.

Der er desuden mange populære naturattraktioner og ruter i nærheden. Du kan finde inspiration til oplevelser i Bakkelandet på denne side.