©  Foto:

Kystfiskeri på Tunø

En times sejlads fra den jyske østkyst ligger den lille ø Tunø, som byder på flere interessante fiskespots på rev og nedenfor øens stejle klinter. Øen er ikke større end at man hurtigt kan skifte til en anden plads og prøve lidt forskelligt i løbet af dagen.

Kystfiskeri på den bilfri ø

Tunø er en charmerende ferieø, der byder på et godt udvalg af oplevelser. Det er muligt at besøge øen på en dagstur. Færgen går fra Hou på den jyske østkyst minimum to gange om dagen, og du kan let nå en runde på den 8 kilometer lange tur rundt om øen inden turen går hjem. Og vandreturen rundt om øen er ovenikøbet ganske smuk. Der er gode fangstmuligheder for både havørred, hornfisk, fladfisk og makrel, og i mindre omfang torsk.

 

Revfiskeri på Tunø

Ganske tæt på færgehavnen ligger øens østlige spids, Tunø Røn, som er et smalt stenrev, der stikker et stykke ud i havet mod Samsø. Rønnen er vel nok øens mest populære spot – både på grund af nærheden til by og havn, men også fordi mulighederne for fangst af havørred og hornfisk her er rigtig gode.

Øens vestligste punkt, Stenkalven, er ligeledes et rev med gode forhold, og optimale chancer for at få en ordentlig krabat på krogen. Fra spidsen er der mange havørreder og øens bedste chancer for torsk, mens makrel kan fanges på begge sider af revet.

 

Fiskeri nedenfor klinterne

På Tunøs nord- og sydside er der store klinter, der kan give ly til både fisker og fisk.  Kyststykket er meget fredeligt, da den store strøm af turister her findes for toppen af skrænterne. Nordsiden af øen byder på mange badekar – den nordvestlige del, under klinten, har lavt vand og rigtig godt vadefiskeri.

På sydsiden er der også badekar, og ofte kommer havørrederne her helt ind mod land. Her er der også ofte multestimer, der trækker. Der kan fiskes på hele sydkysten, men stykket lidt vest for det sydligste punkt er at foretrække.

 

Andre fiskespots i området

Der er mange andre skønne givtige fiskespots på fastlandet på jyske østkyst. På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst ved den jyske østkyst.

 

Om Tunø

Den bilfri ferieø i Kattegat byder på spisesteder, overnatning, indkøbsmuligheder og aktiviteter. Få inspiration til din tur til Tunø på denne side.