Gå til indhold
©  Foto:

Getsemane Kirken

Getsemane var oprindeligt en metodist-kirke, som blev bygget i 1886. I 1887 samlede man penge sammen, så Kirkebyggefondet kunne købe kapellet for 3200 kroner. Først 20 år senere havde menigheden mulighed for at bygge sin egen kirke. Getsemane Kirke stod færdig og blev indviet den 1. juli 1906.

Med tiden blev menigheden så lille, at kirken ikke kunne holdes i fortsat drift. Derfor valgte man at nedlægge den. I april 2007 valgte Vor Frelsers Sogn at købe Getsemane Kirke, efter at den havde stået tomt i omkring 2 år.

 

Et digitalt folkekirkeligt community

I februar 2018 opstartede de tre midtbykirker Vor Frelsers Kirke, Klosterkirken og Sønderbro Kirke et nyt projekt for Getsemane. En ny præst blev indsat og den digitale kirke var en realitet. Den digitale folkekirke byggede på digitale gudstjenester samt en lukket Facebookgruppe, hvor de deltagende kunne snakke om alt mellem himmel og jord. 

 

Fokus igen på det fysiske kirkerum

På trods af at de digitale gudstjenester var en succes, vendte Getsemane for alvor tilbage til det fysiske rum i efteråret 2020, efter at bygningen havde gennemgået en større renovering. Getsemane er en folkekirke og moderne forsamlingshus for yngre mennesker i Horsens. Getsemane er en folkekirke i tiden med forkærlighed for fællesskaber og grøn livsstil. Netop dette kommer til udtryk i Getsemanes mange arrangementer, som alle har en fællesnævner i forhold til nærvær og bæredygtighed. Getsemane henvender sig primært til de 20-45-årige og er et sted, hvor teologisk refleksion går hånd i hånd med sociale aktiviteter, der alle har et afsæt i tro, håb og bæredygtighed.

For mere information se www.getsemane.dk

 

#kystlandet: