Hele vejen rundt har du udsigt til naturen, og selv om skov ikke er en mangelvare i Danmark, vil I nok alligevel blive imponeret over mængden af skov i det kuperede område nord for Horsens. Hvil benene, mens I drikker en kop kaffe eller popper en god flaske, hvis der skal sættes streg under romantikken.
Picnic ved Klostermølle
Fra Sukkertoppen fortsætter turen nu gennem skov ned til Klostermølle, der ligger lige dér, hvor Gudenåen flyder over i Jyllands (næst)største sø Mossø. Foruden en forrygende udsigt over søen fra fugletårnet, er Klostermølle et historisk udflugtsmål, der egner sig perfekt til en picnic. Her kan I nyde den medbragte frokost. Der er et madpakkehus samt adskillige borde/bænkesæt under åben himmel, hvor I kan spise til lyden af den rislende Gudenå. Her kan man også lægge til, hvis man kommer sejlende i kano.
Når I har spist og kigget jer omkring, kan I enten vælge at gå samme vej tilbage til bilen eller at gå ad Klostermøllevej og dreje til højre ved Grønskovvej og tage stien gennem Pinddal Mose til Gudenåstien. På dette Google Maps, kan du blandt andet se stisystemet i Pinddal Mose.
Hvis I synes, at det bliver for lang en vandretur, kan I også vende om efter Sukkertoppen og køre forbi Klostermølle på hjemvejen.