De fire enge
Dette bynære vådområde ved Horsens er en uopdaget perle i den østjyske natur. Et omfattende stisystem af hævede trampestier gør det til en god ramme for vandreturen gennem særpræget natur med et rigt dyreliv.
Kun et stenkast fra Horsens centrum finder du denne naturperle, nemlig vildtreservatet Nørrestrand – Og det nye byudviklingsområde i Horsens, hvor Nybyggerne på TV2 optages, ligger bare en kilometer herfra og har udsigt udover hele herligheden.
Nordre Strandvej
8700 Horsens
Længdegrad : 9.844367
Breddegrad : 55.880074
Parker bilen, hvor Nordre Strandvej møder Højbovej på nordsiden af Nørrestrand og gå ind på stierne i indhegningen. Her går vildheste og skotsk højlandskvæg frit rundt på et større naturområde. Du må færdes frit i området, men kom ikke for tæt på hestene af hensyn til sikkerhed. Herfra har du en glimrende udsigt over Nørrestrand og nordsiden af Horsens by.
Hele området du kigger på, kan du udforske på gåben. Kør få hundrede meter tilbage af Nordre Strandvej til du når parkeringspladsen på din venstre side. Herfra er der endnu et flot kig udover Nørrestrand og et infoskilt hvor du kan orientere dig over ruterne på sydsiden. Hvis du følger den skiltede rute ind i naturen vil du, efter at have passeret et bolig- og kolonihaveområde, komme til et sted, hvor den fordeler sig ad en øvre og en nedre sti, der danner en løkke, så du kommer tilbage til dit startsted. Start gerne ad den venstre (nedre) sti, og husk at drej til højre, når du i rundturens anden ende kommer op ad en stejl, smal bakke. Hele ruten er ca. 6 km.
Foto:Destination Kystlandet
Kør nu den korte tur over vejen til det nærliggende hotel Scandic Opus Horsens og parker bilen. Lige nord for Opus, hvor Egebjergvej krydser Store Hansted Å, løber en lille sti ind mod vest. Følg stien langs åen gennem moseområdet Horsens Enge. Fortsæt med at følge åen gennem Løvhøj Skov til Skanderborgvej. På den anden side af vejen kan du fortsat følge åen gennem Bygholm Enge.
Dette område, der kaldes de fire enge, er et større naturområde med særpræget landskab. Her er der flere fugletårne og masser af hævede trampestier gennem moselandskabet. Flere steder sørger lange broer for, at du kommer tørskoet gennem vådområdet. Det er et spændende, men for mange ukendt naturudflugtsmål med et rigt dyreliv. Ude i engene finder du flere gode steder til at tage et hvil og nyde lidt medbragt proviant.
Ruterne er ikke skiltede, men du kan følge dem via VisitHorsens' digitale kort. Lidt uden for Lund møder du Naturstien Horsens-Silkeborg. Følg den gamle jernbanesti tilbage mod Horsens gennem Horsens Golfklubs flotte golfbaner.
Slut dagen af med et udsøgt måltid på Scandic Opus Horsens' restaurant, inden turen går hjem.